181122-Billede-til-internenyheder-ensengsstueprojektet_DSC4748_1040px.jpgBag forskningsprojektet står blandt andre forskningslektor Vibeke Lorenzen, forskningssygeplejerske og ph.d. Susanne Friis Søndergaard og Forskningslektor Raymond Kolbæk. Foto: Agata Lenczewska-Madsen

Flersengsstuer bliver næste år vekslet til ensengsstuer på flere af RH Viborgs sengeafsnit. Nyt forskningsprojekt på RH Viborg sætter fokus, hvilke konsekvenser de nye ensengsstuer får den patient oplevede kvalitet, sygepleje og uddannelse.

22-11-2018

Hvordan påvirker det den daglige sygepleje, uddannelse og patienternes oplevelse af kvalitet, når vi går fra flersengsstuer til enestuer?

Det spørgsmål skal et nyt forskningsprojekt på Regionshospitalet Viborg meget gerne give svar på. Bag projektet står projektleder og forskningssygeplejerske Susanne Friis Søndergaard, Ph.d. og kollegerne fra Center for Forskning i Klinisk Sygepleje, HR uddannelse HE Midt og Aarhus Universitet Health, og de er ikke i tvivl om, at forskningsprojektet vil kunne gøre en forskel både i Viborg og på resten af landets sygehuse, hvor der i disse år bygges stribevis af ensengsstuer.

- Resultaterne vil vise, hvordan det påvirker patienter og sygepleje, når vi erstatter eksempelvis to- og firesengsstuer med enestuer. På de måde kan vi langt bedre tage hånd om de udfordringer, enestuerne eventuelt medfører, siger Susanne Friis Søndergaard.

Tidligere er der kun lavet meget lidt og ikke entydig forskning inden for området.

Data indsamlet før det er for sent

I første omgang har Susanne Friis Søndergaard sammen med sine kolleger sikret indsamlingen af en række data fra de nuværende flersengsstuer på RH Viborg. Her har 8 sygeplejestuderende og 3 sygeplejersker i løbet af efteråret observeret dagligdagen på Mave- og Tarmkirurgisk Afsnit, Hjerteafsnit og Karkirurgisk Afsnit for at kunne dokumentere, hvordan sygeplejerskerne i dag udfører deres fag og udvikler egne, studerendes og kollegers kompetencer - og hvordan patienterne oplever det. I alt 80 timers observationer fra dags-, aften- og nattevagter er blevet noteret.

- Dataindsamlerne kan for eksempel have observeret en situation, hvor en erfaren sygeplejerske på et kontor dele sin erfaring med en mindre erfaren kollega efter at være blevet spurgt eller selv have observeret et behov. Samtidig har de studerende interviewet patienterne og spurgt, hvordan de oplever det at være på en flersengsstue, fortæller Susanne Friis Søndergaard.

De mange observationer skal nu analyseres og skrives sammen til projektets sammenligningsmateriale. Håbet er samtidig at få skaffet tilstrækkelig finansiering til et tre-årigt forskningsprojekt, så man i slutningen af næste år kan indsamle tilsvarende data fra samme sengeafsnit. Til den tid vil sengeafsnittene nemlig være flyttet ind i det nye akutcenter, hvor ensengsstuer bliver en del af virkeligheden. Og netop det faktum er baggrunden for, at forskerne allerede nu er gået i gang med første del af projektet, før finansieringen af del to er på plads.

- Det er netop overgangen fra flersengsstuer til ensengsstuer, der er det interessante. Og derfor har vi været nødt til at indsamle data og sammenligningsmateriale, mens de tre sengeafsnit fortsat har flersengsstuer. Den mulighed forsvinder jo i det øjeblik, afsnittene flytter ind i det nye akutcenter, forklarer Susanne Friis Søndergaard.

Brugbar forskning

For folkene bag forskningsprojektet er der ingen tvivl om, at forskningen vil kunne bidrage med nyttig viden for både patienter og personale på sengeafsnittene.

- Vi kan jo sagtens gætte på, at overgangen til ensengsstuer kommer til at påvirke hverdagen på vores sengeafsnit. Men vi ved det reelt ikke. Og vi ved slet ikke hvordan og i hvilket omfang. Det vil forskningsprojektet kunne hjælpe os med at finde svar på, fortæller leder af HR-Uddannelse på HE Midt, Lone Kolbæk.

Forskningens resultater vil dermed være nyttige i såvel planlægningen af fremtidige sygehusbyggerier som det daglige arbejde på sengeafsnittene.

- Man kan eksempelvis have den tese, at det vil påvirke forskellige patienter forskelligt at ligge på en ensengsstuer - alt efter patienternes diagnose og alder. Hvis forskningen bekræfter den tese, så vil vi fremover have mulighed for at sætte målrettet ind i forhold til netop de patientgrupper ved eksempelvis at hjælpe dem med at komme hen i frokoststuen for at spise deres mad, så de kan være sammen med nogle af deres medpatienter i stedet for at ligge helt alene på stuen, fortæller Susanne Friis Søndergaard.

Hun peger samtidig på, at resultaterne kan give bedre viden om, hvordan vagterne skal konstrueres, så der døgnet rundt er de relevante kompetencer på sengeafsnittene.

- Vi vil kort sagt få viden, som gør os i stand til at give patienterne en endnu bedre sygepleje i stedet for blot at gætte os til, hvad der er det bedste at gøre, siger Susanne Friis Søndergaard.

Fakta om forskningsprojektet

  • Forskningsprojektet skal undersøge, hvordan overgangen fra flersengsstuer til enestuer påvirker:
    - Patientoplevet kvalitet
    - Sygeplejen
    - Sygeplejerskernes kompetenceudvikling
    - Uddannelse og de studerendes uddannelsesforhold
  • Første del af projektet består af indsamling af data fra de nuværende flersengsstuer. Efterfølgende skal der (såfremt finansieringen findes) indsamles tilsvarende data fra de nye ensengsstuer, så forskerne efterfølgende kan sammenligne og analysere data for at udpege konsekvenser og ændringer ved overgangen til flersengsstuer.
  • Projektet er forankret på Hospitalsenhed Midt og tager udgangspunkt i Regionshospialet Viborg
  • Forskningen udføres af Center for Forskning i Klinisk Sygepleje (CFKF)
  • Ud over ph.d. Susanne Friis Søndergaard udgøres centrets forskningsteam af forskningslektor Vibeke Lorentzen (CFKS), forskningslektor Raymon Kolbæk (CFKS) og vice-institutleder og lektor Kirsten Frederiksen (Aarhus Universitet)