Der var dømt blå onsdag i atriumgården, da Operation og Intensiv 2. maj markerede overgangen til ny struktur. Foto: Lisbeht Hasager Justesen.

Godt et år før indflytningen i det nye akutcenter tog Operation og Intensiv i dag hul på den nye struktur og organisering, så afdelingen er klar fra dag 1, når de nye rammer tages i brug.

02-05-2018

Fremtiden begynder i dag! I hvert fald hvis man arbejder på HE Midts Operation og Intensiv. Afdelingen klippede nemlig onsdag morgen snoren til den nye struktur, som skal sikre gode patientforløb og tværfagligt samarbejde. Dermed har Operation og Intensiv for alvor tyvstartet forberedelserne til næste års indflytning i fremtidens akuthospital i Viborg.

- Vi tror på, at det er en god investering at tage hul på de nye arbejdsgange og strukturer allerede nu. På den måde kan vi få det hele øvet godt igennem, træne patientforløb og lære hinanden godt at kende i de nye afsnit, inden vi også skal forholde os til helt nye rammer, oversygeplejerske Leni Abrahamsen. 

I praksis betyder den nye organisering, at Operation og Intensiv fremover er inddelt i fem afsnit: Sterilcentral, Dagkirurgi, Operation og Opvågning, Intensiv og Skopi-Klinik. Se grafik nederst på siden her eller læs nyheden fra februar. (link til tidligere omtale)

Vi tilpasser undervejs
Overgangen til den nye struktur blev onsdag markeret med rundstykker, tale og snoreklip for afdelingens medarbejdere. For dagen er ifølge Leni Abrahamsen en vigtig milepæl i en længere proces. Allerede for halvandet år siden begyndte de første forberedelser, og med godt et år til afdelingens indflytning i de nye rammer er der god tid til at få testet og justeret strukturen.

- Jeg tror på, at det er en god plan, vi har lagt organisatorisk og ledelsesmæssigt. Om det så også er det i virkeligheden, finder vi ud af nu. Og hvis det viser sig, at der er behov for justeringer, så ser vi på det. Går i dialog om det og finder en vej sammen, lovede oversygeplejersken de mange medarbejdere i atriumgården.

Hun takkede samtidig medarbejderne for at have arbejdet målrettet og konstruktivt hen imod den nye struktur, selv om de har været udfordrede af blandt andet besparelser, overbelægning, sygdom og udskiftning på lederposter.

Forude venter voksdug og simulation
Men selv om Operation og Intensiv med den nye struktur er godt på vej mod fremtidens akuthospital, så er ændringerne kun første skridt på vejen, pointerede Leni Abrahamsen:

- Vi er først lige begyndt. Forude venter blandt andet en ny voksdug-proces og simulationstræning, så vi for alvor kan blive klar til de nye rammer.

I det nye aktucenter får Operation og Intensiv blandt andet nye operationsstuer og dedikerede områder til Skopi-Klinik og Dagkirurgi. Med den nye struktur kan Operation og Intensiv allerede nu arbejde med adskilte skopiforløb, dagkirurgiske forløb og patientforløb gennem stamafdelingerne. I praksis betyder det blandt andet, at en række operationsstuer fremover udelukkende bookes med dagkirurgiske patienter og bemandes med personale fra Dagkirurgi.