Sluseområder, vægtykkelser og sikring var blandt temaerne, da medarbejdere fra Fysiologi fredag nærstuderede deres fremtidige rammer på byggepladsen for det nye akutcenter.

21-06-2017

SPECT/CT-rum, kommandorum, injektionsrum, kvalitetssikringsrum, sluseområder…

Ordene hvirvler i luften, efterhånden som ledende overlæge Jan Abrahamsen bevæger sig omkring mellem betonvæggene sammen med godt 20 kolleger fra Fysiologi. Det er tydeligvis specialister med nøje definerede behov, der denne fredag eftermiddag er taget på besøg på byggepladsen for det nye akutcenter. Og alt fra vægtykkelser til ventilation, rørføring og faldstammer bliver skannet med grundige øjne.

- Det ser godt ud, siger Jan Abrahamsen og klapper de 24 centimeter tykke betonvægge med hånden.

Tykke vægge og fokus på sikkerhed
Når Fysiologi i slutningen af 2018 flytter ud i det nye akutcenter, er der nemlig behov for andet og mere end de lette gipsvægge, som af hensyn til fremtidig fleksibilitet præger det meste af det nye akutcenter. Med store skannere og radioaktivt materiale som en del af hverdagen, skal Fysiologis nye rammer opfylde en række krav, så alle stråler holdes inden for bestemte rum og kun rammer andre patienter eller medarbejdere i beskedent og tilladeligt omfang.

- Udluftningen skal føres direkte op over taget via fem specielle skorstene, og toiletterne har deres egne faldstammer, som ikke må kobles sammen med de øvrige i huset, forklarer Jan Abrahamsen med henvisning til, at det radioaktive materiale ikke må føres med rør og udluftning andre stedet hen, før det er tilpas henfaldet og ufarligt.

Samtidig skal der indrettes sluseområder ind til særlige arbejdsområder, og etagen skal sikres ekstra grundigt for at forebygge tyveri, ligesom gulve er blevet særligt forstærket for at kunne bære afdelingens tunge skannere. I forbindelse med kvalitetsfondsbyggeriet får Fysiologi udvidet skanner-parken med en en PET/CT-skanner og en ekstra SPECT/CT-skanner, og det bliver formentlig ikke sidste gang, afdelingen får nyt udstyr, konstaterer teknisk projektleder Anders Strandgaard Olsen fra Projektafdelingen.

- Vi er nødt til at tænke ind, at afdelingen nok også engang i fremtiden skal have skiftet en skanner. Det betyder, at vi skal indrette etagen, så nyt udstyr kan komme ind, uden at vi ødelægger gulvet eller skal pille det hele fra hinanden, forklarer projektlederen.

Alt er bedre
Mens kollegerne fra Fysiologi følger med projektleder Susanne Jensen rundt, studerer Jan Abrahamsen detaljer sammen med teknisk projektleder Anders Strandgaard Olsen. Banker på vægge, gransker vinduesudskæringer ind til kommandorum, fornemmer rumstørrelser og tjekker tegninger.

- Det ser godt ud, konstaterer han flere gange.
I hans afdeling er udflytningen til det nye akutcenter ventet med begejstring efter en årrække i trange lokaler, der har krævet dispensation fra myndighederne for at kunne fungere. Når det nye akutcenter tages i brug får Fysiologi langt bedre plads end i dag – men vigtigst af alt, så får afdelingen rammer, der svarer til nutidens og lovgivningens krav og standarder, og hvor patienterne kan få en optimal behandling.

- Alt er bedre! Alt er større! Vi taler syvmileskridt her i forhold til det, vi kommer fra. Vi glæder os virkelig meget, konstaterer Jan Abrahamsen.