Projektleder Henrik B. Gade og Anders Strandgaard Olsen kiggede spændte på, mens den første af de tunge transformere blev hejset ind i akutcentret af Bakserne fra BMS. Se flere fotos nederst på siden.

To transformere på hver fem tons ankom tirsdag til det nye akutcenter ved Regionshospitalet Viborg. Transformerne skal sørge for sikker og stabil strøm til alt fra lys og ventilation til udstyret på operationsstuerne.

24-10-2017

- Det sker jo kun én gang, og så står de her ligesom bare de næste 25-50 år og gør deres arbejde, uden at vi for alvor tænker over det. Så i dag er en ganske særlig dag!

Teknisk projektleder Anders Strandgaard Olsen får næsten juletræslys i øjnene, mens han sammen med sin kollega, Henrik Bo Gade, følger den godt fem tons tunge transformer, som hænger i luften foran det nye akutcenter ved Regionshospitalet Viborg. For selv om der fortsat er to måneder til jul, så er det lidt ligesom juleaften for to fuldblods tekniknørder, når to transformere på hver godt fem kilo bliver hejset ind og møjsommeligt transporteret ad smalle gange til bestemmelsesstedet i kælderen under det nye akutcenter.

De to transformere skal omdanne højspænding til lavspænding og forsyne det 24.000 kvadratmeter store akutcenter med strøm til lys, ventilation, operationsudstyr og andre livsnødvendigheder. Og netop sikkerheden er helt afgørende, når det handler om strøm og forsyning.

- Teoretisk set kunne vi godt nøjes med en enkelt transformer til den daglige drift, men på et hospital kan det jo meget nemt være et spørgsmål om liv og død, hvis strømmen pludselig forsvinder. Derfor er vi nødt til at have to transformere, så den ene kan tage over, hvis den anden sætter ud, forklarer Anders Strandgaard Olsen fra hospitalets Projektafdeling.

Det er Energi Viborg og hospitalet, der i fællesskab har indkøbt og installeret de to transformere. Teknisk interesserede vil hæfte sig ved, at der er tale om to 1600 kVA luftkølede tør-transformere fra ABB, og at de to transformere hver kan levere 2500 ampere. For andre er det formentlig mere nyttigt at vide, at en enkelt af de to transformere ville kunne forsyne rundt regnet 1000 almindelige husstande med strøm. Hospitalet råder i forvejen over tre andre transformere, som forsyner det eksisterende hospital med strøm.