Ny video giver hurtigt overblik over de byggerier, der allerede er afsluttet i forbindelse med kvalitetsfondsprojektet på RH Viborg.

27-09-2017

Patologisk Institut, Vestdansk Center for Rygmarvsskade, nyt sengeafsnit til hjertepatienterne, ny Børn og Unge Klinik, nye lungemedicinske senge, ny midlertidig akutafdeling...

Listen bliver lang, når det handler om de byggerier, som allerede er afsluttet i forbindelse med det omfattende kvalitetsfondsbyggeri på RH Viborg. For mens håndværkerne netop nu knokler for at få bygget største delprojekt – det 24.000 kvadratmeter store akutcenter – så er en række delprojekter for længst overdraget til hospitalets drift og indtaget af patienter og medarbejdere.

Det er efterhånden 7-8 år siden, RH Viborg fik det endelig tilsagn om 1,164 milliarder kroner til udvidelse og ombygning af hospitalet. Siden har håndværkere været en fast del af hospitalets hverdag, og der er blevet banket, boret, malet og gjort i stand forskellige stede på hospitalet.

Eksempelvis er 680 nye p-pladser kommet til med det nye p-hus, så patienter og medarbejdere fortsat har mulighed for at parkere ved hospitalet. På Vestdansk Center for Rygmarvsskade har patienterne fået ensengsstuer med eget bad og toilet, ligesom der er kommet moderne træningsfaciliteter og varmtvandsbassin til. Og på Patologisk Institut er de nye rammer skræddersyet til formålet og til en effektiv drift. Alle projekterne (og flere til) er finansieret af regeringens kvalitetsfond og Region Midtjylland og er dermed en del af det samlede kvalitetsfondsbyggeri i Viborg.

Klik på filmen herunder og få et kig ind i de mange færdige byggerier.