Regionshospitalet Viborg er nu på jagt efter de entreprenører, som skal hjælpe med at omsætte visionerne om fremtidens akuthospital i Viborg til virkelighed. Visualisering: Projektgruppen Viborg

09-03-2015

Hospitalsenhed Midt sender ni entrepriser ud i prækvalifikation forud for byggeriet af fremtidens akuthospital i Viborg.

- Vi håber, at rigtig mange dygtige entreprenører vil gøre kur til os, så vi får en masse gode friere at vælge imellem.

Sådan lyder budskabet fra projektchef Lillian Kristensen fra Hospitalsenhed Midt i forbindelse med, at ni byggeentrepriser netop er blevet sendt ud til prækvalifikation. Blandt entrepriserne er eksempelvis råhus, malerarbejde, el og VVS.

Med prækvalifikationen inviterer hospitalsenheden alle interesserede firmaer til at byde ind med deres kompetencer, hvis de har lyst til at være med til at bygge fremtidens akuthospital i Viborg.

24.000 kvadratmeter tilbygning
Entrepriserne drejer sig alle om den forestående udvidelse af Regionshospitalet Viborg. 24.000 kvadratmeter skal bygges til det eksisterende hospital for at skabe plads til blandt andet ny skadestue, ny hovedindgang, operationsstuer og sengeafsnit med ensengsstuer.

Udvidelsen er en del af det omfattende kvalitetsfondsprojekt, som samlet set rummer om- og udbygning af hospitalet for i alt 1,15 milliarder kroner.

Hospitalsenheden har for nylig udvalgt de fem firmaer, som får lov at byde på opgaven med at støbe fundamentet til det nye akutcenter, og nu kommer turen så altså til en række af de øvrige store entrepriser.

Helt konkret sender Hospitalsenhed Midt følgende entrepriser i prækvalifikation (klik på linkene for at komme direkte til de enkelte entrepriser):

Råhusentreprisen
Lukningsentreprisen
Apteringsentreprisen
Malerentreprisen
VVS-entreprisen
Ventilationsentreprisen
El-entreprisen
Elevator
IT-netværk

Udbuddet af anlæg og landskab ønskes yderligere bearbejdet. Udbuddet aflyses derfor, og udsættes til efteråret 2015. Vi beklager ulejligheden

Sund konkurrence
I forbindelse med hver entreprise vælges de firmaer, som får lov at byde på opgaverne. Herefter følger så det egentlige udbud, inden det afgøres, hvem der skal hjælpe med at gøre de mange visioner og ambitioner for fremtidens akuthospital til virkelighed.

- Vi håber at få et stærkt felt af interesserede entreprenører, så vi får en god og sund konkurrence om opgaverne, siger Lillian Kristensen.

Orienteringsmøder for interesserede
Forud for udbuddene holdes der orienteringsmøder for eventuelt interesserede deltagere. Hent printervenlig pdf med tidspunkter og adresse her.

Tirsdag den 17. marts holdes der orienteringsmøde for:

Elevatorentreprisen kl. 10.00
El og IT-netværk kl 11.00
Aptering og maler-entreprise kl 14.00
VVS og ventilation kl 15.00

Onsdag den 18. marts holdes der orienteringsmøde for:

Råhus kl. 14.00
Lukningsentreprise kl. 15.00

Møderne finder sted i Projektafdelingen på Regionshospitalet Viborg, Toldbodgade 12, 8. etage, 8800 Viborg - mødelokale 881. Hent oversigtskort her.

Tilmeldingsfrist for alle orienteringsmøderne er mandag den 16. marts klokken 12.00 til projektsekretær Charlotte Friis - Charlotte.Friis@midt.rm.dk eller telefon 7844 1502.