Patienterne er ofte typisk indlagt på VCR i op mod et halvt år, og derfor skal centret selvfølgelig indrettes på en anden måde end mange andre hospitalsafdelinger, forklarede projektdirektør Jens Anton Dalgaard.

11-03-2014

Arbejdspladser, bosætning, aktivitet og udvikling.

Det betyder meget for Viborg Kommune, at både Region Midtjylland og regeringen med en bevilling på i alt 1,15 milliarder kroner har valgt at satse på en udbygning og modernisering af Regionshospitalet Viborg. Det konstaterede kommunens borgmester, Søren Pape Poulsen (K), da han tirsdag eftermiddag var på besøg på hospitalet. Her fik han blandt andet lejlighed til at besøge hospitalets byggeplads ved Søndersø, hvor håndværkerne for tiden er i fuld gang med at gøre ud- og ombygningen af Vestdansk Center for Rygmarvsskade færdig.

- Der sker jo rigtig meget med hospitalet lige nu, og det er selvfølgelig vigtigt for os som kommune at følge med i, forklarer borgmester Søren Pape Poulsen (K) om baggrunden for besøget.

Også hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen glæder sig over besøget af borgmesteren og kommunaldirektør Lasse Jacobsen.

- Vi har et tæt samarbejde med kommunen på en lang række områder. Og samtidig har vi selvfølgelig en gensidig interesse i at følge hinandens opgaver og projekter, så vi kan være med til at fortælle den samme gode historie om, hvad der foregår i Viborg, siger Lars Dahl Pedersen om de jævnlige møder mellem hospital og kommune.

Regionshospitalet Viborg er i øjeblikket i gang med en omfattende ud- og ombygning af hospitalet. I løbet af de kommende år skal et nyt stort akutcenter bygges til, store dele af hospitalet skal bygges om, og ved Søndersø er Vestdansk Center for Rygmarvsskade klar til indflytning om få måneder. Det højtspecialiserede center skal tage imod rygmarvsskadede patienter fra hele den vestlige del af Danmark og bliver en markant funktion for såvel hospitalet som kommunen.

- Det betyder utrolig meget for Viborg Kommune, at vi har et højt specialiseret center placeret her i Viborg. De er jo typisk placeret i universitetsbyerne, så det kan vi godt være stolte af. Og når man vælger at investere mere end en milliard kroner i en ud- og ombygning af hospitalet, vil det selvfølgelig kunne mærkes i byen og kommunen. Både som øget aktivitet under byggeperioden og i forhold til bosætning, arbejdspladser, omsætning og mange andre forhold fremover, siger Søren Pape Poulsen.



Sygeplejefaglig direktør Tove Kristensen, hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen, kommunaldirektør Lasse Jacobsen, lægefaglig direktør Christian Møller-Nielsen, borgmester Søren Pape Poulsen og projektdirektør Jens Anton Dalgaard besigtigede blandt andet det kommende varmtvandsbassin, hvor en del af genoptræningen af de lammede patienter kommer til at foregå, når Vestdansk Center for Rygmarvsskade flytter ind i de nye bygninger til sommer.


Udsigten over Søndersø fra et af fælleslokalerne på centret.