Området foran Regionshospitalet Viborg er forvandlet til en byggeplads, og jordarbejdet er gået i gang. Arbejdet vil i perioder kunne lugte på grund af en gammel forurening fra et tidligere gasværk.


Det kan lugte grimt, men arbejdet er ikke farligt for omgivelserne, når jorden foran Regionshospitalet Viborg skal graves op og renses for en gammel forurening forud for byggeriet af det nye akutcenter.

01-07-2014

Hver en skovlfuld jord bliver vurderet, når gravearbejdet om kort tid går i gang foran Regionshospitalet Viborg. For når man rydder op efter et tidligere gasværk, er det helt afgørende, at jorden bliver vurderet, sorteret og håndteret efter alle lovens regler. Både af hensyn til jordarbejderne og omgivelserne og af hensyn til miljøet.

- Derfor har vi allieret os med dygtige eksperter i form af rådgivere og entreprenører, som ved lige præcis hvordan jorden og forureningen skal håndteres, så vi tager hensyn til både miljø og mennesker, siger projektchef Lillian Kristensen.

Det betyder blandt andet, at jordarbejderne i perioder vil få påbudt at bruge åndedrætsværn, ligesom lastbiler skal skylles på pladsen, så de ikke risikerer at slæbe forurenet jord med uden for indhegningen. Og selv om arbejdet i perioder kan lugte grimt, så er det ikke til fare for forbipasserende, naboer eller hospitalets patienter og medarbejdere, lover projektchefen.

80.000 tons jord skal væk
I forbindelse med byggeriet af 24.000 kvadratmeter akutcenter skal der i første omgang fjernes omkring 80.000 tons jord fra byggegrunden. Og de omfattende jordbundsprøver forud for arbejdet har vist, at grunden er forurenet efter det tidligere gasværk, som var i drift fra 1901 til 1972. Omkring 23.000 tons jord forventes dermed at være lettere forurenet, mens 9.500 tons jord formentlig skal klassificeres som svært forurenet med blandt andet olie, tjære, metaller og cyanid i begrænsede mængder.

- Det er helt som forventet og typiske efterladenskaber fra et gammelt gasværk, fortæller Marianne Pedersen, der er miljøkonsulent hos Niras og får det daglige ansvar for håndteringen af den forurenede jord ved hospitalet i Viborg.

Byggegrunden er på forhånd delt op i en række felter, og for hvert felt er der taget jordbundsprøver i forskellige dybder. Dermed har man på forhånd en forventning om, hvor omtrent den rene og forurenede jord ligger.

- Men vi skal hele tiden holde øje med jorden og lave analyser for at være sikre på, at vi får bragt jorden de rigtige steder hen. For mens den rene jord godt kan ligge på pladsen noget tid, så skal den stærkt forurenede jord køres væk samme dag, som den er gravet op, forklarer Marianne Pedersen.

På samme måde skal hun holde øje med, at den forurenede jord ikke støver væk i tørre perioder eller skyller væk i regnvejr.

Kig gerne – også selv om det lugter
Når den mest forurenede jord i løbet af de kommende måneder graves op, vil det i perioder kunne lugte grimt. Men det betyder ikke, at forbipasserende skal skynde sig videre eller frygte for helbredet, pointerer Marianne Pedersen.

- Lugten vidner om, at man ikke må stå ubeskyttet i den forurenede jord i flere timer, men der sker ikke noget ved, at eksempelvis en børnehave kortvarigt står uden for hegnet og kigger på maskiner, siger miljøkonsulenten.

På samme måde skal naboerne og hospitalets medarbejdere og patienter ikke være bekymrede.

- Forureningen udgør ingen risiko for dem, der ikke opholder sig direkte i den. Det er selvfølgelig en god idé at lukke sine vinduer, hvis det lugter rigtig meget en dag – men det kommer formentlig helt af sig selv, vurderer Marianne Pedersen, som ikke kan sige, præcis i hvilke perioder jordarbejdet vil lugte værst.

Den komplicerede oprensning af jorden og bortskaffelsen af de 80.000 tons jord ventes at strække sig frem til efteråret 2014. Og til foråret 2015 går håndværkerne så for alvor i gang med at bygge fremtidens akuthospital i Viborg på den rensede grund.


Målet med jordarbejde og byggeri er en tilbygning på 24.000 kvadratmeter, som blandt andet skal huse ny akutafdeling og hovedindgang til hospitalet. Visualisering: Projektgruppen Viborg

Fakta om byggeriet på Regionshospitalet Viborg 

  • Frem mod 2017 udbygges Regionshospitalet Viborg med 24.000 m2 akutcenter 
  • Akutcentret indeholder bl.a. ny akutafdeling med skadestue, faciliteter til vagtlæger, operationsstuer, sengeafsnit og ny hovedindgang 
  • Akutcentret er en del af hospitalets omfattende kvalitetsfondsbyggeri til i alt 1,15 mia. kr. 
  • I 2019 vil hospitalet være udvidet til i alt 120.000 m2
  • Læs mere på www.hospitalsbyggeri-viborg.rm.dk