De første elementer er nu ved at blive rejst ved Vestdansk Center for Rygmarvsskade ved Søndersø i Viborg.

Byggeriet af Vestdansk Center for Rygmarvsskade begynder nu for alvor at rage op ved Søndersø i Viborg.

21-06-2013

Onsdag i denne uge blev de første betonelementer til stueetagens vægge rejst på byggepladsen, og frem til uge 32 fortsætter kraner og håndværkere så med at løfte de store elementer til først stueetage og siden førstesal på plads. Herefter venter blandt andet murer-arbejdet, inden håndværkerne til efteråret kan rykke indendørs med opgaver og værktøj.

Vestdansk Center for Rygmarvsskade skal stå klar til indflytning i foråret 2014. Det nybyggede center vil rumme 33 enestuer med eget bad og toilet samt to træningslejligheder. Samtidig bliver der plads til moderne træningsfaciliteter, nyt ambulatorium og en højtspecialiseret forskningsenhed, ligesom centret får café med direkte udsigt til Søndersø.

Byggeriet af de i alt 6600 kvadratmeter beløber sig til 101,1 millioner kroner og er en del af kvalitetsfondsprojektet ved RH Viborg, som også rummer det allerede indviede p-hus, et kommende akutcenter og modernisering af store dele af det eksisterende hospital.