300 medarbejdere, håndværkere og pårørende havde taget imod invitationen til åbent hus på VCR lørdag den 24. maj.

24-05-2014

- Ej, Jørgen – sikke et arbejdssted du får!
Forskningsassistent Jørgen Vibjerg smiler, mens hans svigermor beundrer hans nye arbejdsplads.
- Ja, det bliver dejligt, konstaterer han, mens han viser sin svigermor og datter omkring.

Mandag flytter Vestdansk Center for Rygmarvsskade hjem til et gennemrenoveret og udbygget center på Søndersøparken i Viborg. Og lørdag var der åbent hus for centrets medarbejdere og deres familier, som gennem det seneste halvandet år har måttet høre om både daglige udfordringer og store forventninger til det nye center.

- Byggeriet har fyldt rigtig meget for vores medarbejdere, og de har lagt meget hjerteblod i både den midlertidige genhusning og i udformningen af det nye hus og de nye arbejdsrutiner, vi tager med ind i de nye rammer. De har lagt meget ekstra energi i projektet, og deres familier har støttet godt op – og derfor vil vi gerne give medarbejderne mulighed for at vise deres familier, hvad det hele handler om, fortæller klinikchef Rikke Middelhede Hansen fra Vestdansk Center for Rygmarvsskade.

Glæder sig til nye rammer
Rundt omkring på det nye center går medarbejderne derfor og viser omkring. Forklarer om blandt andet varmtvandsbassin, nye træningsfaciliteter, enestuer med eget bad og toilet til alle patienterne og træningskøkkener med hæve-sænkeborde og –skabe.

- Det er vildt sejt, konstaterer Jørgen Vibjergs datter, Klara.
- Og rigtig flot.

Jørgen Vibjerg er enig, og ligesom hans omtrent 109 kolleger, glæder han sig meget til at komme på plads i det nye center.

- Under genhusningen har vi for alvor fået øjnene op for, hvor vigtigt det er for os, at være samlet i samme hus på tværs af faggrupper. Og når vi rykker ind, kommer vi til at arbejde endnu mere i team med fokus på tværfagligt samarbejde, fortæller Jørgen Vibjerg, som glæder sig over, at det nye hus netop er skræddersyet til både de rygmarvsskadede patienter og de nye måder at arbejde på.


Jørgen Vibjerg viste sin datter, Klara, omkring på sin nye arbejdsplads.

Åbent hus igen til august
For projektdirektør Jens Anton Dalgaard var lørdagens åbent hus-arrangement en måde at vise både centrets medarbejdere og de mange håndværkere fra projektet, hvad al deres tid og energi har resulteret i. I løbet af dagen kiggede knap 300 håndværkere, medarbejdere og pårørende forbi til et kig på huset og en pølse ved den opstillede pølsevogn udenfor.

- De fleste håndværkere er jo vant til at lave et stykke arbejde og så rykke videre til næste sted uden at se det færdige resultat af deres arbejde. Her vil vi gerne give dem mulighed for at se det færdige hus og vise deres værk frem, forklarer Jens Anton Dalgaard.

Også resten af HE Midts medarbejdere og VCR’s naboer får sammen med øvrige interesserede mulighed for at kigge indenfor på Vestdansk Center for Rygmarvsskade, når der den 29. august holdes åbent hus.

Inden da skal medarbejdere og patienter dog først på plads i det nye hus. Indflytningen har været i gang i halvanden uges tid, og mandag morgen flytter så de første patienter ind i det 6.600 kvadratmeter store hus.


Fakta om det nye Vestdansk Center for Rygmarvsskade

  • Areal: 6.600 m2 
  • Indhold: 33 enestuer med eget bad og toilet, to træningslejligheder, varmtvandsbassin, træningsfaciliteter, forskningslokaler og fællesrum 
  • Pris: 101,1 mio. kr. 
  • Finansiering: Region Midtjylland og regeringens kvalitetsfond 
  • Bygherre: Region Midtjylland, Regionshospitalet Viborg 
  • Rådgivere: Arkitema Architects og Moe 
  • Baggrund: Byggeriet er en del af det samlede kvalitetsfondsbyggeri på Regionshospitalet Viborg