Afdelingssygeplejerske Mette Haahr er blandt de medarbejdere, gæsterne kan møde ved åbent hus-arrangementet. Foto: Lisbeth Hasager Justesen

Besøg fremtidens akuthospital og mød blandt andre nogle af de læger og sygeplejersker, som skal tage imod patienterne i de nye rammer. Regionshospitalet Viborg inviterer til åbent hus på byggepladsen for det nye akutcenter søndag den 3. september.

24-08-2017

Rørpost skal give hurtigere svar og dermed hurtigere behandling til patienterne. Enestuer skal sikre ro, fortrolighed og plads til heling. Nye rammer om dagkirurgien giver flere patienter mulighed for at blive opereret og komme hjem igen samme dag. Og skræddersyede lokaler sikrer mere ro om de akutte patienter, når eksperterne fremover kommer til dem frem for omvendt.

Det handler om patienterne, når Regionshospitalet Viborg udvider og bygger om for i alt 1,16 milliarder kroner. Det er budskabet, når hospitalet 3. september slår dørene op til åbent hus på byggepladsen under overskriften "Vi bygger for livet". Arrangementet er en del af Danske Regioners landsdækkende arrangement, hvor alle landets hospitalsbyggerier byder indenfor. Og i Viborg har hospitalet valgt at lade dagens fokus være på indholdet i det nye akutcenter og ikke kun på de mange mursten, ledninger og betonlæs, der ind til videre har domineret byggepladsen.

- Vi vil gerne vise, at hospitalsbyggeriet handler om at skabe bedre rammer om patienternes behandling. Om at give dem moderne og lyse rammer, som de kan trives i og finde rundt i. Og rammer, hvor vi kan give flere patienter en endnu bedre behandling end i dag, fortæller hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen.

Mød dem, der skal bo i det nye hospital
Sammen med projektchef Jeppe Juul Hansen vil hospitalsdirektøren byde de besøgende velkommen, inden de på egen hånd får mulighed for at udforske en stor del af det 24.000 kvadratmeter store byggeri.

Via en afmærket rute bliver gæsterne guidet rundt til fem af akutcentrets etager. Undervejs får de mulighed for at møde og tale med såvel byggefolk som de læger og sygeplejersker, der inden længe skal tage imod patienterne i de nye rammer.

- Vi har forsøgt at lave en rute, som giver gæsterne en fornemmelse af både omfang og kompleksitet af byggeriet og samtidig snuser lidt til de mange forskellige funktioner, som huset kommer til at rumme. Og vi er rigtig stolte af og glade for, at mange læger og sygeplejersker har haft lyst til at være med til at fortælle om det nye hospital – for det er jo dem, der skal give bygningen liv, når håndværkerne forlader byggepladsen, siger projektchef Jeppe Juul Hansen.

Fotoindsamling og Banevejs-præsentation
Ud over hospitalets egne folk har også et par af hospitalets samarbejdspartnere sagt ja til at deltage i arrangementet.

Viborg Kommune står klar til at fortælle om den nye Banevej, som ventes at stå klar i løbet af efteråret. Vejen løber langs det nye akutcenter og vil gøre det markant nemmere for patienter, pårørende og medarbejdere at komme til og fra hospitalet uden at havne i trafikpropper i myldretiden.

Fra Viborg Museum deltager museumsinspektør Peter Iversen, og ved hans stand bliver det tydeligt, at fremtidens akuthospital bygger på et fundament af en solid historie. Peter Iversen arbejder på en bog om hospitalets historie, og han håber, at en stor del af dagens gæster forud for besøget vil søge fotoalbums igennem efter billeder fra hospitalet. Om billederne er 5 eller 50 år gamle er ikke afgørende, til gengæld må de meget gerne afspejle hverdagen på hospitalet, så de kan bruges til at fortælle hospitalets historie. Ved arrangementet står Peter Iversen og en kollega klar til at skanne billederne ind og notere stikord om de enkelte billeder.

Kom, kom, kom
Det er et halvt år siden, byggepladsen sidst holdt åbent hus, og dengang gæstede omkring 1200 byggeriet. Håbet er, at endnu flere denne gang vil besøge byggeriet, som har ændret sig markant siden sidst.

- Vi bygger jo for patienterne. For borgerne. Og vi er super stolte af byggeriet og det nye hospital, så vi vil rigtig gerne vise det frem, så borgerne ved, hvad de kan forvente sig af fremtidens akuthospital i Viborg, siger hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen, der også håber at se mange af hospitalets medarbejdere og deres familier til arrangementet.

Byggepladsen åbner for besøgende den 3. september klokken 10.00 og lukker igen klokken 15.00. Besøgende skal være opmærksom på, at ruten denne gang går omkring fem etager og dermed indeholder en del trapper og ujævnt underlag. 

Fakta om arrangementet

Tidspunkt: 3. september 2017 kl. 10-15
Sted: Byggepladsen for det nye akutcenter
Parkering: Benyt hospitalets nye p-hus – herfra er der nem adgang til byggepladsens nordvestligste indgang
Adgangsforhold: Ruten indeholder en del trapper og ujævnt underlag
Program: Afmærket rute gennem etage 01, 02, 03, 05 og 06 i det nye akutcenter.
Bemandede poster:
- Velkommen til byggepladsen – hils på hospitalsdirektør eller projektchef
- Helende arkitektur og god finde vej-strategi (Projektafdelingen)
- Fremtidens hospital formes med VR og 3D (Servicecentret)
- Patientens vej i akut røntgen og skanning (Røntgen og Skanning)
- Demonstration af ny sengevasker (Servicecentret)
- Den akutte patient i nye rammer (Akutafdelingen)
- Ambulancehal og de akutte patienters vej gennem Akutafdelingen (Akutafdelingen)
- Lidt af et udstyrsstykke – et puslespil af rør, ophæng og udstyr (Projektafdelingen)
- Godt arbejdsmiljø – både under og efter byggeriet (Koncern HR)
- En strålende afdeling – skræddersyede rammer til radioaktive funktioner (Fysiologi)
- Nye rammer, nye muligheder – dagkirurgi og fælles skopienhed (Operation og Intensiv)
- Vi bygger på en lang historie (Viborg Museum)
- Rørpost sikrer hurtigt svar (Blodprøver og Biokemi + Timedico A/S)
- På vej mod fremtidens akuthospital (Viborg Kommune/Banevejen)
- Sådan holder man styr på et stort og kompliceret byggeri (Cowi)